Købt Twitter
Twitter på nye hænder

Elon Musk´s køb af Twitter, det populære sociale medie med over 300 mio. brugere, har været genstand til en del skepsis. Elon Musk´s køb af Twitter skete i oktober 2022 efter et halv års tovtrækkeri. Lad os kigge på, hvad Elon Musk´s køb af Twitter betyder for brugerne.

Elon Musk er, eller rettere var, verdens rigeste mand og direktør for Tesla samt rumfartsselskabet SpaceX. For efter, at han købte twitter for 44 milliarder dollar (300 mia. kr), er reaktionen gået hårdt ud over Tesla-aktierne, så Musk er nu ikke længere verdens rigeste.

Lang proces

Overtagelsen af det sociale medie Twitter startede allerede i januar 2022, da Elon Musk begyndte at købe aktier i Twitter. Selvom Twitter prøvede at forhindre det, tilhørte størstedelen af aktierne Elon Musk i april 2022. Det fik Twitter til at tilbyde Musk at blive en del af ledelsen, men det afslog han. I stedet tilbød han i april at købe hele Twitter. Det accepterede Twitter.

Et stykke tid senere ville Musk alligevel ikke gennemføre købet, for han mente Twitter havde brudt aftalen. Begrundelsen var, at firmaet ikke havde oplyst korrekt om antallet af falske profiler på det sociale medie. Twitter truede med en retssag, og så foretog Musk en kovending og i oktober 2022 annonceredes Elon Musk´s køb af Twitter.

De første ændringer

Straks efter købet af Twitter blev flere topchefer fyret. Twitter tweetede, at 3.700 ansatte i virksomheden skulle fyres, svarende til 50 procent. Massefyringerne har affødt en del kritik i det offentlige rum, da en betydelig andel af de fyrede arbejder med indholdsredigering, f.eks. at hindre misinformation og skadeligt indhold.

Mange medier udtrykte tvivl og skepsis, og rygterne kørte derudaf. Der er f.eks. også mange rygter om, hvor brutalt og ufint opsigelserne er gennemført.

Musk kritiserede meget, at Trump i sin tid blev smidt ud af Twitter, så det er nærliggende at tænke, at han vil invitere Trump tilbage på mediet, og det kan udløse en del uro for mediet. (Ajourføring 20/11 2022: Musk satte det til afstemning på Twitter, og det blev godkendt med et meget lille flertal, at Trump må komme tilbage på Twitter).

Twitters plan

Elon Musk har udtalt, at han vil promovere ytringsfrihed og bekæmpe falske profiler. Positivt kan man se Twitter som et åben uredigeret medie, men man kan også argumentere for, at det netop ødelægger platformens brug og popularitet. Nok er der iflg. Twitter 330 millioner aktive brugere. Men mange brugere har allerede forladt Twitter i protest.

Der går forlydender om, at Elon Musk planlægger at lægge hele Twitter bag en betalingsmur. Et abonnement er nemmere at styre og tjene penge på end et rent reklame finansieret medie. Men vi er vant til at Twitter er gratis. De professionelle brugere som f.eks. pressen kan måske leve med det, men næppe den brede masse.

Musk udtalte selv: “Jeg vil lave Twitter bedre end nogensinde ved at forbedre produkterne med nye funktioner, lave algoritmen open source for at øge tilliden og besejre spam-robotter”. Det kan være OK, men hvorfor skulle Twitter under hans ledelse og med halveret antal medarbejdere kunne gøre det bedre end nu.

Ejerskab

Måske har Elon Musk nogle planer vi ikke kender. Måske er ønsket reelt at udvikle og drive Twitter, eller måske er det at udvikle det til nye højder, så han kan sælge det igen på aktiemarkedet med en god fortjeneste.

Twitter´s fremtid

For et socialt medie bestemmer brugerne, da reaktionen på at miste troen på det er at forlade mediet. Og når og hvis det sker, kan det gå hurtigt. En betalingsordning kan kvæle mediet. For meget spam og for mange falske tweet og falske profiler kan kvæle mediet. Og netop arbejdet for at undgå falske profiler passer dårligt med Musk´s fyringer af medarbejdere, for med udviklingen i robotter er det sværere og sværere at undgå.

Omvendt er der ikke sket ret meget software udvikling i Twitter i mange år, så måske er der plads til nye idéer og funktioner. Men når en stor brugerskare er negativ stemt, kan nok så gode ny funktioner få en kold modtagelse.

Så lige nu er det svært at forudsige, om Musk kan gøre Twitter til et bedre og mere brugt medie, eller om Twitter kuldsejler. I hvert fald er Twitter på glat is lige nu ved udgangen af 2022. Det ser meget svært ud for Elon Musk og Twitter. Måske står en nyt chatforum snart klar i kulissen.

TV2 om overtagelsen.
Oktober 2022 – Indlæg på CXO2’s blog på www.CxO2.dk/blog

Vil du abonnere på nye indlæg på denne blog?
Besøg LinkedIn udgaven og tryk på FØLG eller
besøg Facebook udgaven og tryk på SYNES OM.

Elon Musk´s køb af Twitter
Del gerne til dine kontakter:
Annonce

Annonce
Tagget på: