Den ligger hele tiden på lur. Forestillingen om, at digitale kompetencer ikke kan forenes med bestyrelsesarbejdet. Fordi dem, der har de digitale kompetencer, på en eller anden måde ikke passer ind i bestyrelseslokalet.
Laura Vilsbæk, Indehaver af Nyibestyrelsen.dk er med dette indlæg gæsteblogger på CXO2 og skriver om digitale kompetencer i bestyrelseslokalet.
Passer de digitale kompetencer overhovedet ind i bestyrelseslokalet?
De er for operationelle, de skal også kunne tænke strategisk
Måske har du selv hørt det. “De er for operationelle, de skal også kunne tænke strategisk”. Så vidt i hvert fald én af de fordomme, jeg ofte bliver mødt med, når jeg plæderer for, at alle bestyrelser bør have min. et medlem med digital forretningsforståelse med omkring bordet.
Heldigvis udelukker de to ting – digital og strategisk – på ingen måde hinanden.
Bestyrelsesmedlemmet med en digital forretningsforståelse anlægger også – som alle andre i bestyrelsen – en helhedsbetragtning på virksomheden og dens udfordringer.
Det er måske nok medlemmet med den største digitale forståelse, der kan bedst kan komme med bud på digitale løsningsforslag på identificerede problemstillinger, ligesom det nok også er os, der kan udfordre den eksisterende forretningsmodel og arbejde med de muligheder, der ligger i en mere digitalt orienteret forretningsmodel.
Men det er altid under hensyntagen til virksomhedens samlede udfordringer. Fordom nr. 1 aflivet.
Vi skal jo ikke lave digitalisering for digitaliseringens skyld
Nej, det skal vi nemlig ikke. Og det er faktisk præcis derfor, du skal tage digitale kræfter ind i din bestyrelse. Det er nemlig derfor, digitaliseringen skal angribes strategisk.
Alle os, der angriber digitaliseringen strategisk, kommer netop ikke og siger, at du skal ha’ en app. Eller noget AI eller noget AR eller noget Blockchain. Eller hvad der nu er flavour of the month.
Vi kommer ikke og laver forfængelighedsdigitalisering og for at lave (endnu) en dims, vi kan prale af.
Vi kommer og kigger på muligheder for at udvikle, skalere og distribuere de nye produkter og services, der har impact. Vi kommer og kigger på nye måder at arbejde og udvikle på. Vi vil også skabe både top- og bundlinie. Vi vil også arbejde strategisk med virksomhedens udfordringer.
Så bare rolig: Alle med digital forståelse er ikke de rene, rå digitaliseringsdiktatorer, som ser digitalisering som svaret på ALT. Vi arbejder præcis lige så strategisk som alle andre i den værdiskabende bestyrelse. Fordom nr. 2 aflivet.
Jaja, men det er jo ikke nok at være digital
Nej, det er det ikke. Ligesom det måske heller ikke er nok at være revisor eller advokat eller bankmand eller adm.dir. gennem 40 år. (Eller er det?)
Bestyrelsen skal som det øverste ledelsesorgan arbejde langsigtet og helhedsorienteret med virksomhedens største strategiske muligheder og udfordringer. Og lur mig, om ikke også det er godt at ha’ en velorienteret radar ud mod verden, som ved, hvilke teknologier og digitale muligheder, der er interessante og relevante ud fra et strategisk perspektiv.
Og som også kan sparre på den altafgørende organisering og den konkurrenceskabende kompetenceudvikling. Og den vigtige prioritering og planlægning, der sikrer, at vi rent faktisk kommer i mål med tingene. Vi ved jo, at netop tid, penge og kompetencer er den største udfordring for SMV’erne ift. for alvor at komme i gang med digitaliseringen. Fordom nr. 3 aflivet.
Prins Knud og alle hans kumpaner
Så blot én gang til for Prins Knud (og alle andre, der tror, det er fuldkommen umuligt at kombinere digitale kompetencer med strategisk forretningsforståelse): Der findes et hav af digitale, strategisk tænkende og forretningsudviklende profiler, som uden problemer kan begå sig i bestyrelserne i de små og mellemstore virksomheder herhjemme. Flere også i de større og største virksomheder.
Og ja, jeg er jyde. Så når jeg siger “begå sig” mener jeg i virkeligheden “sparke r**”. For her er vi inde og røre ved noget af det allervigtigste. At de danske SMV-bestyrelser i langt højere grad baserer sig på og er sammensat af de kompetencer, der – i en given periode – er de allerbedste til at arbejde med de strategiske muligheder og udfordringer, som er på spil i den enkelte virksomhed. Så skaber de nemlig værdi.
En simpel opskrift
Her får du en simpel opskrift. Kig rundt om bordet: Mangler der digital forretningsforståelse?
Hvis ja: Lav et åbent stillingsopslag, præcis som du ville gøre med et hvilket som helst andet job – eller kontakt en professionel recruiter. Og jo, du kan også spørge nogen, du kender, men nu vi er i gang med at professionalisere, kunne du også forsøge at udvide feltet af kompetente kandidater ved at lave en åben søgning.
Hvis nej: Tillykke. Din virksomhed er en af de stadig relativt få, der har tænkt digitalisering ind i tide. Nu kan du så overveje, om der er andre faglige områder, som kræver samme løft, så den samlede bestyrelse hele tiden bliver ved med at være relevant og værdiskabende. I dag og i morgen. Og allerhelst også i fremtiden.
Indlægget er skrevet af Laura Vilsbæk, som er foredragsholder, konsulent og indehaver af Nyibestyrelsen.dk og forfatter til bogen “Du behøver ikke hedde Jens og gå i jakkesæt”. Bogen kan klart anbefales.
Laura Vilsbæk rådgiver om bestyrelsesarbejde og sammensætning, og ikke mindst jagten på den første bestyrelsespost.
Indlæg på CXO2´s blog på www.CxO2.dk/blog
Læs også indlæg om bestyrelsens udviklingstrin og det digitale potentiale.
Vil du abonnere på nye indlæg på denne blog?
Så besøg LinkedIn udgaven og tryk på FØLG eller
besøg Facebook udgaven og tryk på SYNES OM.