ChatGPT har sat AI på dagsordenen. Det er nu alle alle virksomheder skal sætte sig ind i, hvad det kan bruges til, hvis man skal med på AI-toget og være rustet til fremtiden.
Dette er det 4. indlæg om ChatGPT i denne blog. Se link til de andre i den blå bjælke nederst.
Opfordring fra teknologiske trendsettere
AI (Artificiel Intelligence eller kunstig intelligens) kom med lanceringen af ChatGPT i december 2022 pludselig i fokus. Bill Gates kalder det et kæmpe teknologisk fremskridt. Han har kun en gang før oplevet noget så teknologisk banebrydende. Det var den grafiske brugergrænseflade, som senere blev brugergrænseflade i alle computere.
Danske Martin Thorborg sagde til Jyllands Posten Erhverv 10/4/2023, at ”som virksomhed skal man skynde sig at gribe mulighederne, – hvis ikke vi embracer det her, bliver vi overhalet”.
Som virksomhed er det nu, man skal agere, og få gang i handlingsplaner og opbygge kompetencer. Det varer ikke længe, inden det er en konkurrenceparameter at implementere det. Som Martin Thorborg sagde til Jyllands-Posten direkte rettet til direktører: ”Enten kan du være first mover, lege med det, forstå det, peptalke det ned i organisationen, – ellers bliver du kørt over af de direktører, som kan finde ud af det”.
Thomas Moeslund, professor i kunstig intelligens har skrevet det på denne måde: “AI har potentiale til at blive samfundsomvæltende teknologi, som vi så det med internettet“. Og til for/imod debatten, siger han, at “diskussionerne lider under det faktum, at det er lettere at forstille sig jobs, der forvinder, end hvilke nye der kommer til“.
First mover med omtanke
I forhold til at lære det at kende, er der ingen forbehold, bare kom i gang. Men der er forbehold, når man skal integrere det i forretningen. PFA er blandt dem, der for længst har etableret en afdeling for AI, som arbejder med teknologien a.h.t. både effektivisering og kundeservice. PFA er opmærksom på, at de kun tager AI i brug, hvor de har styr på governance, styr på GDPR regler og holder øje med kundernes reaktioner og tillid til systemerne. Er du kunde hos PFA og benytter deres “Mit PFA”, bruger du AI uden at vide det.
Virksomheder søger retningslinjer og vejledninger, og som nævnt i tidligere indlæg arbejder AU med det. Men husk deres standard for mobilopladere først kom i 2022. Dansk Standard er dog på banen med noget begynder-vejledning til virksomheder, – en god intro, men det rækker ikke langt.
Vi har anvendt AI længe
GPT er et teknologi-spring, men faktisk er der masser af eksempler på AI omkring os allerede. AI er meget andet end ChatGPT og GPT-modeller. På TopApps.ai er der en fin oversigt over almindeligt tilgængelige AI-tools.
Det nye er “generativ AI”. Generativ AI gør computere i stand til at producere nye tekster, at skabe ting, som ingen har set før. Det kan kun skabe nye ting ud fra den data, som den generative AI er trænet på. ChatGPT kan på grund af generativ AI og tekstdata fra de store sprogmodeller finde svar på de spørgsmål, som man stiller den.
Dansk Standard skriver, at tilbage i 2021 anvendte hver fjerde danske virksomhed med over 10 ansatte kunstig intelligens. AI i kundeservice har eksisteret i flere år, hvor den har støttet kundeservice chatbot´s. I de bedste løsninger opdager kunden ikke, at det er en robot og ikke en servicemedarbejder, som man skriver sammen med. I ERP systemer har vi anvendt AI i mange år, når systemet scanner en faktura og selv finder tallene på fakturaen og anbefaler den korrekte bogføring af bilaget.
Når vi i hjemmet siger “tænd lyset” eller “afspil Jada” til vores Google Nest, er det AI. Når vi i bilen siger “kør hjem” eller “følg de hvide streger” er det AI i bilens fører-assistentsoftware. Og sådan kunne man blive ved. Men det er lidt, ift. hvad vi vil se komme.
AI rykker nu for alvor
Men selvom AI har været anvendt et stykke tid, er det ChatGPT der siden jul 2022 har skabt massiv fokus på AI. I indlægget GPT-4 er introduceret, hvad ChatGPT kan. I indlægget GPT viser vejen er beskrevet, hvor den kom fra. Der findes allerede en del vejledninger til at komme i gang, f.eks. ChatGPT guide til markedsføring og tips for den let øvede i 10 prompt strategies.
Vil du hellere læse eksempler end selv prøve, indeholder bogen “Chatbottens Revolution” en række eksempler. Det er en dialog med ChatGPT om, hvordan den bruges. Bogen er skrevet af ChatGPT, dvs. afskrift af forfatterens spørgsmål og ChatGPT´s svar.
Musikbranchen er i AI koma. Ghostwriter på TikTok lagde her i april et AI-produceret nummer af Drake ud, som anmelderne kaldte “bedre end Drake selv“. AI kan efterligne stemmer og skrive sangtekster i samme stil som bestemte songwriters, så de fleste tror de hører kunstneren selv. Oasis blev opløst i 2009, men der er lige kommet et AI genereret nummer som lyder 100 % som Oasis, – udgiveren kalder det dog AIsis i stedet for Oasis. Musikbranchen er disrupted. Det her er muligt men ikke (altid) lovligt. Ejendomsret og copyright er udfordret, – hvordan kan man styre dette?
Billed-generering rykker også nu, f.eks. Midjourney. Det er muligt at genere billeder, der ligner fotografier af en bestemt person eller grafik der efterligner kendte kunstnere. Imponerende men også noget der kræver afklaring af rettigheder. Reklamebranchen er klar og modelbranchen nervøs.
Google har meldt ud, at AI indbygges i Google Docs og Google Gmail, – hvem kan ikke bruge intelligent hjælp til at besvare mails. Microsoft har lanceret Copilot og Business Chat, som f.eks. kan lave en PowerPoint ud af et tekstdokument eller generere en e-mail ud fra et mødereferat.
Der er også de mere kuriøse eksempler. På Replika.com kan man oprette sin egen AI-kammerat, der lytter, taler og bekymrer sig om brugeren. De skriver selv “En AI-ledsager, der er ivrig efter at lære og vil elske at se verden gennem dine øjne, – altid klar til at chatte når du har brug for en empatisk ven“. Den er meget brugt i USA, men også kritiseret for persondata og for dens elektronisk rollespils funktion.
Kig i bakspejlet
Man vil se ændringer, ligesom man med internettet kan se ændringer i bakspejlet. Tænk f.eks på, hvordan web-løsninger har ændret måden, som vi bestiller et hotel på. Hvordan vi lytter/køber musik på. Hvordan køreassistent er kommet ind i bilen. Hvordan vi laver ruteplanlægning. Lige så selvfølgelige de er set i bakspejlet, vil vi om få år se tilbage på alt det, der er forandret med kunstig intelligens.
Men mest se frem
Kunstig intelligens er ved at ændre samfundet, uddannelser, kundeservice og informationsarbejde, på måder som er svær (umulig) at forudsige. Netop det uforudsigelige skaber frygt og modstand. Men transportbåndet, dampmaskinen, bilen, e-mailen, mobiltelefonen, lommeregneren, internettet, www, elektronisk oversættelse, elektronisk betaling, ruteplanlægning etc. har været igennem den fase. Og på den anden side af den fase, bruger vi det så selvfølgeligt, at vi næppe kan forestille os uden.
Som Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank siger det: “Husk, at vi ofte overvurderer det kortsigtede potentiale i ny teknologi, mens vi modsat har det med at undervurdere det langsigtede potentiale“.
Som borger bør du holde øje med det, lære om det, og forholde dig til muligheder og risici. Som medarbejder bør du omfavne de nye AI-muligheder generelt, og helt konkret lige nu lære, hvordan man bruger ChatGPT i det daglige arbejde. For virksomheder er det med at komme ned på perronen, – AI-toget kører nu. Næste afgang er disruption-toget, for dem der ikke nåede at komme med.
23. april 2023
Indlæg på CXO2’s blog på www.CxO2.dk/blog
Dette er et led i en række indlæg om AI. Læs andre indlæg om AI her på bloggen:
ChatGPT viser vejen for AI
ChatGPT de første uger
GPT-4 kan endnu mere
ChatGPT vs Bing
Abonnér gratis på nye indlæg på denne blog:
Besøg LinkedIn udgaven og tryk på FØLG
eller besøg Facebook udgaven og tryk SYNES OM