I et blogindlæg ChatGPT viser vejen for AI d. 20. dec 2022 introducerede jeg ChatGPT. Her vil jeg følge op på det indlæg med lidt om, hvordan det gik ChatGPT i ugerne efter.
Aviser, podcast, TV og nettet var fuld af overvejelser om ChatGPT, – nogle var imponerede og andre var meget skeptiske. Faktisk var der ret mange af de sidstnævnte, men sådan var det også, da man skulle forholde sig til mobiltelefoner, internettet, browserne og meget andet nyt. Faktisk taler alle som om, at AI er nyt, – det er generativ AI, der er nyt.
Men denne blog er fremtidsorienteret, – kan se anvendelser og forretningsmuligheder i ny teknologi. Derfor følges en del af kildereferencerne også op af et “Jamen hov” kommentar i dette indlæg.
Her kommer nogle kronologisk snapshots om ChatGPT i de første uger, den var almindelig kendt i Danmark.
4/1/2023 Tryk på
Det bekymrer OpenAI lidt, at hver eneste forespørgsel koster dem penge, for belastningen på deres servere er ikke ubetydelig. Det koster dem nogle US cents hver eneste gang en bruger trykker på ENTER. Og der siges her primo januar, at der er en mio. brugere på, når det går stærkt. Derfor er begrænsningerne også større nu end før jul, – man må ofte stå i kø et stykke tid, før man kan logge på ChatGPT.
6/1/2023 Google
Ingen ved, hvor længe strategien har været undervejs, men Google var ikke længe om at afsløre sit modtræk til Microsoft med chatbotten Bard. Man kan se starten af en AI-revolution, – applikationer og anvendelser af kunstig intelligens kommer nu for alvor. Lanceringen viste dog, at Microsoft havde taget Google på sengen, men de skal nok komme. Google skriver i deres Blog, at Bard er et tidligt eksperiment, der ikke kan erstatte google søgning. Bard er ikke tilgængelig for gratis test ligesom ChatGPT.
Google, eller rettere ejeren Alphabet, er helt sikkert i tænkeboksen nu. For selv om de vinder noget terræn tilbage med deres Bard, så er OpenAI´s ChatGPT, OpenAI´s API til udviklere og Microsofts anvendelse i Bing Chat på markedet. Et problem for Google er, at de tjener deres penge på annoncer ved Google søgning, og den søgning kommer man jo netop udenom, når man søger information med ChatGPT.
Opdatering 21/3:
Google har introduceret en venteliste, som man kan registre sig på for senere at få adgang til Google Bard. De skriver på deres blog 21/3: “We’re starting to open access to Bard, an early experiment that lets you collaborate with generative AI. We’re beginning with the U.S. and the U.K., and will expand to more countries and languages over time.“
Også kineserne er på vej med en en AI-løsning lidt a la ChatGPT med Tongyi Qiamwen. Planen er tilsyneladende, at den senere skal integreres i Alibaba´s digitale assistent Tingwu. Men lovgivningen i Kina står nok i vejen, for myndighederne er mere end på vagt overfor ting, der kan udfordre Kinas politiske system.
7/1/2023 DR Genstart
DR´s podcast “Genstart” havde et afsnit om ChatGPT d. 6/1-2023 med titlen Den menneskelige maskine. Meget sjovt trækker de en parallel til et meget tidligt eksempel på kunstig intelligens (AI), nemlig HAL i Stanley Kubric´s science-fiction film “Rumrejsen år 2001” fra 1968. Udsendelsen diskuterer visionerne i AI, men dog mere risiko for digital forførelse og at man fejlagtigt tillægger robotten menneskelige egenskaber. Grundlægger af kunststudiet, Artificial Mind, Cecilie Waagner Falkenstrøm, fortæller i udsendelsen om kunstig intelligens som et fascinerende og lidt foruroligende spejl på os mennesker. Jamen hov, er det ikke lidt ensidigt negativt, – nej det er normalt af pressen at skabe sensationen to gange, først “wow se” og senere “ups det er farligt”.
9/1/2023 Skolerne
ChatGPT var kun kendt en lille måned, inden skolerne meldte sig på banen. Lokalavisen Aarhus skrev 8/1/2023, at kunstig intelligens truer kernen i gymnasiale uddannelser. Skolesystemet har lige siden lommeregnere og PC´ere været på bagkant af ny teknologi, – de har manglet vision, enighed og penge. Og de har manglet teknologisk forståelse, fordi IT så sent kom ind i lærernes uddannelse.
Men midt i panikken er der også positive reaktioner, – nemlig at lade skolen afspejle det omkringliggende samfund. Budskabet kommer bl.a. fra Martin Ingemann, rektor Egaa gymnasium, der interviewes i ovennævnte avis. Han siger i artiklen: “Skolesystemet med Folkeskolen i spidsen har altid haft problem med at tilpasse sig den nye teknologiske virkelighed, ja faktisk altid haltet bagefter og aldrig været på forkant. Der er ingen tvivl om, at det er en udfordring for uddannelsessystemet. Man kunne sikkert også tage et mere positivt afsæt i AI, lade eleverne tage afsæt i en AI-besvarelse, og dermed løfte den faglige barre“. Jamen hov, – det var en overraskende konstruktiv tilgang. Så ham var der ikke mange, der citerede i dagene efter.
10/1/2023 Officielt om Microsoft
Så er forhandlingerne mellem ejerne af ChatGPT og Microsoft kommet frem i lyset. Der tales om to muligheder, at indbygge den i Office-produkterne eller at indbygge den i Microsoft søgemaksinen Bing. Microsoft skal efter forlydender lægge 10 mia. dollars for 49 % af OpenAI. Men næppe i rede penge, – mere aktier og naturalier i form af adgang til deres hardware platform.
Jamen hov, – kan nogen høre Elon Musk græde over, at han var med til at starte OpenAi, men forlod det senere. Nej, hans mentalitet er at samle folk og penge, og arbejde på en konkurrent til ChatGPT. (Red.: se opdatering 30/3/2023 indsat nederst)
23/1/2023 Universiteterne
Universiteterne havde svært ved at finde ud af, hvilket ben de skulle stå på med ChatGPT. Med vores positive syn på mulighederne i ny teknologi, synes jeg de valgte det nemmeste, men det forkerte ben med Flere danske universiteter forbyder ChatGPT. Men de diskuterer dog, og heldigvis, at det principielt er forkert, og at de nødt til at finde vejen frem sammen med den slags AI.
Men indtil da markerer universiteterne sig som gammeldags maskinstormere med ChatGPT er forbudt. Jamen hov, – de studerende skal vel uddannes til den verden de kommer ud til.
Forbuddet gælder dog kun til eksamen, siger de. Jamen hov, hvis de studerende bruger den til hverdag, er eksamen jo ikke en test af, hvordan de arbejder.
Gymnasierne har selvfølge den samme diskussion. Uddannelsessektoren er nødt til at acceptere chatbotten, men “der skal regler og forskning til for at sikre, at den bliver brugt korrekt”, (mis)hjælper et universitet dem på vej. Jamen hov, er det ikke en postgang for sent, – havde I ikke set det komme?
3/1/2023 Den slog rekorder
Den hurtigste voksende App i historien, kaldes den her ChannelNewsAsia. De skriver om 100 mio. users i januar, som de omsætter til den hurtigst voksende “consumer application” i historien. Imponerende at så mange kigger samme vej. Det siger også noget om nyhedsværdien i det.
Test din egen verden
Nu er man også så langt med denne form for kunstig intelligens, at du er nødt til at teste din egen verden. Prøv at spørge ChatGPT om dit eget firma, din forening eller dit varemærke. Er du tilfreds med, hvad den finder frem til. Hvis ikke, skal du publicere den information, som du ønsker den skal finde.
Jamen hov, kan du så ikke bilde den en historie på ærmet? Jo, men det er sværere end med nettet før, for her er det ikke 1:1 find og vis information. Men ligesom andre steder, er man nødt til at bruge resultatet med noget kildekritik.
Mange positive erfaringer
I mediebilledet udveksles mange historier om, hvor ChatGPT har vist sine begrænsninger. Men det er jo også bare en begrænset beta-test version, som alle bruger lige nu. Men her sidst i januar synes jeg, de gode historier er i overtal. Mange fortæller om, at den skrev 80 % af deres opgave, at den lavede et godt oplæg til talen til familiefesten, at den allerede bruges professionelt / erhvervsmæssigt og at den “er lige ved” at kunne skrive brugbar programmeringskode. Nu må vi vente og se, hvordan den bliver kommercielt tilgængelig, og se kapløbet mellem Microsoft og Google, – og hvem der har styrke til at blande sig i markedet på sigt.
Opdatering 30/3/2023 Elon Musk
Indlægget her handler om reaktionerne i januar, men der skal lige en opdatering med her. Den passer i forlængelse af afsnittet 10/1/2023 ovenfor. I dag kom det frem, at Elon Musk og en lang række eksperter opfordrer til, at man sætter udviklingen af kunstig intelligens på pause.
De vil have de gigantiske AI-eksperimenter på pause, så AI-systemer først udvikles, når vi er sikre på, at deres effekter vil være positive, og at risikoen ved dem er til at håndtere”. Det sker i form af et åbent brev via Future of Life Institute, som Musk står bag. Man mangler stadig at vide om Musk er initiativtager, men mon ikke. Jamen hov, det er jo Elon Musk´s selskaber, der blev taget på sengen som nævnt ovenfor under 10/1/2023. Han har en kæmpe interesse i at markedet bremses, indtil han er med på vognen.
3. februar 2023
Indlæg på CXO2’s blog på www.CxO2.dk/blog
Dette er et led i en række indlæg om AI. Læs andre indlæg om AI her på bloggen:
ChatGPT viser vejen for AI
AI-toget kører nu
GPT-4 kan endnu mere
Vil du abonnere på nye indlæg på denne blog?
Besøg LinkedIn udgaven og tryk på FØLG
eller besøg Facebook udgaven og tryk SYNES OM