Bedre mobildækning og bedre bredbånd i landdistrikter har længe været et meget stort ønske fra landbruget. Andre erhvervsdrivende og borgere ude i det åbne land har samme problem. Der har længe været behov for et digitalt boost.
Forholdene er ikke holdbare
Bedre bredbånd på landet er nødvendigt for landbruget og nødvendigt for, at hele Danmark får en ordentlig digital infrastruktur. En del landmænd og andre erhvervsdrivende på landet, herunder også turisterhvervet har et fælles problem. Der er lige nu særdeles dyrt eller umuligt for dem at få en forbindelse, der gør det muligt at drive deres virksomhed. En god bredbåndsmulighed og mobildækning er også en forudsætning for, at det er attraktivt at bosætte sig på landet.
I de sorte pletter for mobildækning og bredbånd kæmper mange med at kunne drive den digitale del af deres virksomhed. De kan ikke engang overholde kravene om digitale indberetninger til myndighederne.
For mindre end 2 år siden, i 2013, omtalte Tv-nyhederne et forskningsprojekt, som viste at halvdelen af alle landbrug i Danmark havde så dårlige internetforhold, at de ikke kunne udføre deres arbejde ordentligt. Landmændene må betale sig fra at få udført arbejde, som de selv kunne klare med en bedre forbindelse. Det gælder f.eks. arbejde med skat, regnskab, indberetninger og ansøgninger. Forsker Michel Jensen fra Ålborg Universitet, som stod bag undersøgelsen, sagde “resultaterne er meget opsigtsvækkende, ikke engang halvdelen kan få 5 Mbit hastighed“.
Et skridt i den rigtige retning
Jeg kan derfor kun hilse regeringens målsætning om 100 Mbit til alle i 2020 velkommen, men jeg er også meget fokuseret på bedre forhold frem mod 2020. Der er behov for bedre bredbånd i landdistrikter nu.
Flere af initiativerne i regeringens vækstpakke vil bidrage til et mere lige digitalt Danmark, og det vil alt andet lige forbedre forholdene for virksomheder og borgere i landdistrikterne.
Jeg hæfter mig også ved, at teleselskaberne i fremtiden skal give tilsagn om at sikre bredere dækning, når de indgår licens kontrakter med staten. Men vi har også brug for bedre anvendelse af de eksisterende net på tværs af selskaberne. Det kan nemlig også bidrage til forbedring af mobildækning og bredbåndsdækning.
Betænkeligheder
Jeg er betænkelig ved forholdene i de nærmeste år, og jeg er betænkelige ved, om initiativerne nu også sikrer 100 Mbit til alle i 2020. Regeringen garanterede tidligere 10 Mbit til alle i år 2015, og det når vi ikke engang. Og det tilsagn var med afsæt i at Regeringens Højhastighedskomite i 2010 beskrev, at behovet var at alle kunne få 10 Mbit i år 2013.
Det nuværende udspil vil ikke løse alle udfordringer i forhold til at rette op på det digitalt skæve Danmark, men det er et skridt i den rigtige retning.
Efterskrift februar 2020:
Ovennævnte skrev jeg i bloggen d. 10. dec 2014 og essensen af det blev udsendt som pressemeddelelse fra Videncentret for Landbrug.
Set i bakspejlet i 2020 kan konstateres, at både roserne og betænkelighederne var på sin plads.
I årene fra 2000 til 2019 arbejdede Videncentret, senere SEGES og Landbrug&Fødevarer, ihærdigt for bedre mobil og internetforhold på landet.
Pressemeddelelse på Avisen.dk hvor jeg kommenterer situationen
Artikel og indslag på TV2 hvor jeg kommenterer situationen
Læs senere indlæg om landdistrikter
Læs om bredbånd på landdistrikter.dk
Læs om bredbånd med skattefordele
Indlæg af Ivan Munk på CXO2´s blog om IT på www.CxO2.dk/blog